Seksuel selektion er selektion på egenskaber, som er involveret i et individs mulighed for succesfuldt at parre sig med en mage. Klassiske eksempler er påfuglehannens lange farverige hale og kronhjortehannens gevir.  Det er egenskaber, der er udviklet fordi, hunnerne opfatter dem som indikatorer for høj fitness og dermed gode gener hos hannerne.

Umiddelbart skulle man tro, at det er ret upraktisk for påfuglehannen at bære rundt på sin store hale og det er bestemt heller ikke ufarligt, fordi den lange opsigtsvækkende hale gør den nem at opdage for rovdyr. Men hvordan kan det så være, at hannen alligevel har udviklet sin lange hale?

Grunden skal findes i hunpåfugles mage valg. En hanpåfugl med en lang hale vil have sværere ved at overleve end en hanpåfugl med en lille hale. For hunpåfuglen vil det derfor være et tegn på, at hanpåfuglen med den lange hale har gode gener, fordi den har været i stand til at overleve på trods af sit ”handicap”.  På den måde har hunnerne gennem tiden valgt hanner med den længste hale, og dermed har der været selektion for øget halelængde hos hanpåfuglen.

Seksuel selektion har været med til at udvikle et bredt spektrum af måder for at tiltrække en mage. For eksempel forsøger søelefanter at tiltrække hunner ved at tilkæmpe sig et attraktivt territorium, og hos paradisfuglen samles hannerne i grupper, hvor de kæmper mod hinanden gennem en række avancerede danse. Alt sammen for at imponere det modsatte køn.

Seksuel selektion virker hovedsageligt på karakterer hos hannerne, og det er ikke tilfældigt. Hos langt de fleste arter er det hunnerne, der er de mest kræsne med hensyn til partnervalg. Det er fordi hunnerne lægger den største investering i afkommet, i form af ægproduktion og yngelpleje. Det er derfor vigtigt, at hunnen vælger en partner med høj fitness for at øge sandsynligheden for at bringe hendes egne gener videre til næste generation. Hunnens magt gennem hendes partnervalg har derfor haft en enorm evolutionær betydning hos mange arter.

Skrevet af Ditte Demontis