Myte: Evolution fremmer altid en arts overlevelse.

Svar: Ikke altid. Nogle gange virker evolutionsmekanismerne modsat. Individer kan for egen vinding arbejde imod artens interesser. Evolution af en succesfuld parasit kan også betyde, at værtsorganismen til sidst bukker under.

Naturlig selektion fremmer individer med bedst chance for overlevelse. Seksuel selektion fremmer individer med en øget chance for at få afkom. Det er vigtigt, at du kan finde og imponere en mage—uanset om du er frø eller fugl. For at finde en mage, er det vigtigt, at den ene part gør sig ”synlig”. Det kan man blive på mange måder. Påfuglens fjer er et godt eksempel. Men frøer der kvækker og insekters kemiske kommunikation er også eksempler på ”synlighed”. At gøre en mulig mage opmærksom på din eksistens betyder naturligvis også, at dine fjender kan opdage dig. Frøen, der kvækker og ildfluen i natten nedsætter begge deres chance for overlevelse ved at øge deres chance for afkom.

En anden effekt af seksuel evolution er i forbindelse med arter, hvor udvælgelsen sker på basis af artsspecifikke træk. Det er en vigtig mekanisme. Den betyder, at dyr af forskellige arter ikke render rundt og spilder tid og energi på at parre sig med hinanden. Men det kan betyde, at disse træk bliver meget dominerende. Disse træk er altså ikke et spørgsmål om funktionalitet, men derimod om den seksuelle genkendelse af partnermateriale. Ofte er der ikke en mekanisme for ”for meget” seksuel genkendelse. Her er mere næsten altid bedre. Dette betyder f.eks., at halen hos påfuglehanner har udviklet en længde, der nedsætter deres overlevelse drastisk. De flotteste har størst chance for parring. Men de bevæger sig meget dårligt og er svage flyvere. Og så kan det være sværere at overleve. 

Skrevet af Peter C. Kjærgaard og Michael Jørgensen.