Når du hører eller læser om evolution, tænker du som regel på planter eller dyr, som har udviklet sig ud fra én stamform, fundet sin niche og så måske forsvundet igen.

Men hvad var der egentlig før, der var planter eller dyr eller bare celler?

Hvordan er det ”hele” – eller rettere sagt livet - startet? Hvordan var forholdene på Jorden?

Hvor kom de organiske molekyler, dvs. byggestenene for alle levende organismer, fra og hvordan kunne disse byggesten blive til de komplicerede byggesten, som cellerne er lavet af?

Hvordan kunne komplicerede byggesten blive til de endnu mere komplicerede celler?

Hvor kommer den genetiske kode fra, og hvordan er samspillet mellem gener, som indeholder byggeplanen og proteiner, som udfolder byggeplanen egentligt opstået?

Mange spørgsmål som vedrører en periode i livets udvikling, som vi ved meget lidt om. Denne periode kaldes med et fremmedord ”den præbiotiske periode”. Det betyder den tid, hvor rigtige celler endnu ikke var til. Den type evolution som førte til udviklingen af celler, kalder man for den kemiske evolution. Modsat den del af evolutionshistorien, som omhandler planter eller dyr, mangler man spor af den kemiske evolution.

Der findes ingen forsteninger af gamle gener, de første cellemembraner eller proteiner. Derfor er undersøgelser af de processer, som har ført til den første celle – eller med det flotte engelske udtryk – last universal common ancester (sidste universelle fælles stamfar) også kaldt LUCA, afhængig af laboratorieeksperimenter, hvor man prøver at genskabe de forhold, som var fremherskende på den unge Jord.

Med hensyn til mekanismer og love, som har drevet den kemiske evolution frem, går vi ud fra, at det er de samme, som sætter rammerne for den evolution, som førte til udviklingen af de encellede og flercellede organismer, vi kender i dag. Mutation, variation og selektion, som er centrale begreber i vores forståelse af den cellebundne udviklingshistorie, har i lige så høj grad drevet den præbiotiske evolution.

Skrevet af Kai Finster