Fra land til vand
Urhvalerne udvikler sig gradvist fra de amfibiske former til dyr, der er mere og mere tilpasset livet i vand. Et spektakulært fund beskrevet som Maiacetus, er af en gravid hunhval med et næsten fuldbårent foster. I omtrent de samme geologiske lag blev der fundet endnu et individ af samme art, som formodentlig er en han. Det er helt unikt at have både han, hun og juvenil af samme art, og fundene afslører meget om disse urhvaler. De havde f.eks. ikke sluppet forbindelsen til land endnu. Formodentlig gik de stadig på land for at føde deres unger, for fosteret lå til at blive født med hovedet forrest. Nulevende hvaler fødes med halen først, fordi der er mindre risiko for, at ungen drukner. Maiacetus-hannen er en del større end hunnen (ca. 40% tungere) og har større hjørnetænder, hvilket tyder på at hannerne har været territoriel eller har haft et harem af hunner.
 |
 |
Det vides ikke præcist, hvornår urhvalerne helt slap forbindelsen til landjorden. Formerne, der efterfølger Maiacetus udvikler gradvist et løsere bækken, hvilket befrier rygsøjlen til en friere bevægelse, men samtidig besværliggør bevægelse på landjorden. For ca. 45 millioner år siden opstod de første basilosaurider, som under alle omstændigheder ikke gik på land. Deres bagben er reduceret til små ubetydelige lemmer, og samtidig har de en anseelig kropssstørrelse, så de har ikke kunne trække sig selv op på land. Og det har været godt for landdyrene, for en hval som Basilosaurus har med sin ca. 20 m lange krop været et af havets toprovdyr.
En knap så stor og mere oprindelig form af basilosaurer, Dorudon er nok mindre frygtindgydende end Basilosaurus, men den har alligevel tiltrukket en hel del opmærksomhed. Det er nemlig en form meget lig denne, som har givet ophavet til de to grupper af moderne hvaler; bardehvalerne og tandhvalerne.
Skrevet af Mette Elstrup Steeman
